Vi er ikke berøringsangste og arbejder skam for børn med særlig behov

Det er nogle krasse påstande, som handicaptalsmanden Christina Johnsen fremsatte i netavisen Sermitsiaq.AG den 22. september, hvor hun blandt andet udtalte, at børn med særlige behov i Qaanaaq glemmes, at Avannaata Kommunia har berøringsangst og tøver med at indstille børn til udredning i Rådgivningscenteret om Børn og Unge, MISI.

I artiklen udtaler handicaptalsmanden Christina Johnsen, at hun og Tilioq på deres tur til Qaanaaq området mødte flere børn i førskole- og skolealderen, der ikke har tilegnet sig et sprog, som betyder, at selv flere familiemedlemmer ikke har mulighed for at forstå barnet. Det er en påstand, som vi kun kan nikke genkendende til.

Alene i Qaanaaq arbejder vi med knap ti børn med særlige behov, som vi laver opfølgninger på, laver handlingsplaner for og indstiller til udredning i Rådgivningscenteret om Børn og Unge, i daglig tale MISI Avannaa. Dette arbejde fortsatte vi så sent som fra den 30. september til og med den 9. oktober i år. Formålet var at yde rådgivning overfor rådgivningslæreren i specialklassen, undersøge indstillede børn med særlige behov samt kursus i kognitive udviklingsforstyrrelser, autisme og seneste nyt med relevans for området.

Disse besøg i Qaanaaq sker løbende som i resten af vores kommune, hvor ansatte i MISI Avannaa, lærere, socialforvaltningen, barnet og forældre arbejder sammen om at værne om og yde støtte til børn og unge, således at børnenes rettigheder sikres, og at specielt børn, der er socialt udsatte eller har særlige behov, opnår de samme muligheder for personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Arbejdet sker i henhold til Inatsisartutlov om Støtte til Børn, som klart definerer, hvilke hjælpeforanstaltninger, der skal ydes for at værne om barnets tarv og ikke at forglemme familiens tarv. Derudover føres der løbende tilsyn med skolerne fra kommunens side, for at sikre, at en given undervisningsplanlægning kører efter målsætningerne.

Vores arbejde er et bevis på, at vi langt fra lider af berøringsangst, og vi taler om, hvilken hjælp og støtte, børn med særlige behov kan få i hvert enkelt tilfælde. Så handicaptalsmandens udtalelse om, at børnene i Qaanaaq ”…bare bliver overladt til sig selv. Der bliver ikke gjort noget for dem…” er en påstand med stærke modifikationer og som vi langt fra vil kalde diplomatisk og egner sig ikke til konstruktivt samarbejde.

Et af vores udmeldinger i den seneste tid handler blandt andet om, at Ilulissat er den første by i Grønland, der lykkedes med at besætte samtlige lærer- og pædagogstillinger. Alene det eksempel viser, at der vitterlig arbejdes for børn og unges vilkår i vores kommune.

Som jeg har udtalt tidligere, så anerkender jeg de udfordringer og problemer, der belyses i handicaptalsmandens rapport, og jeg benægter ikke deres eksistens, men det ville måske have pyntet på rapporten, hvis handicaptalsmanden havde undersøgt, om Tilioq’s indsamlede informationer fra Qaanaaq stemmer overens med det arbejde, der udføres fra Avannaata Kommunia’s side. Det samme gælder for netavisen Sermitsiaq.AG, der undlod at præsentere handicaptalsmandens udtalelser for kommunen inden offentliggørelsen. Emnet om børn og unge med særlige behov er et ømtåleligt emne og fortjener at blive behandlet med varsomhed.

Palle Jerimiassen
Borgmester
Avannaata Kommunia