airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

201 borgere vaccineret mod influenza i kulturhuset Sermermiut

Kulturhuset Sermermiut blev sidste weekend omdannet til et regulært ambulatorium, hvor ældre borgere og folk i risikogruppen blev vaccineret mod influenza.
22. oktober 2020

Vaccinationen kom i stand i samarbejde mellem regionssygehuset i Ilulissat, Kulturhuset Sermermiut samt Avannaata Kommunia, hvor fire ansatte fra sidstnævnte hjalp til med at afvikle vaccinationsdagene.

- Der er tale om et vigtigt forebyggelsesinitiativ. Vi er meget tilfredse med det arrangement, som vi fik fornem støtte til fra kulturhuset og kommunen. Det viser jo, at vi kan lave konkrete tiltage af stor betydning, siger Peter Vedsted, ledende regionslæge i Region Avannaa.

Gået super godt
201 borgere blev vaccineret i løbet af lørdag og søndag. Flere grupper af borgere fik vaccinen; alle over 65 år, patienter med kroniske sygdomme under 65 år, svært overvægtige samt gravide fra 12. graviditetsuge.

Lokalerne i kulturhuset Sermermiut blev arrangeret således, at vaccinationen kunne udføres sikkert og effektivt. Borgere, der var involverede i vaccinationen, gik ind ad en bestemt dør i kulturhuset, fik tjekket personlige oplysninger, som blev journaliseret, blev vaccineret og gik ud ad en anden dør.

- Det er gået super godt, og jeg synes, at det hele var rigtig godt gennemtænkt fra alle samarbejdspartnere. Jeg håber, at vi kan gentage det næste år, siger Jeanette Leer Normann Kjeldsen, farmakonom på sygehuset i Ilulissat.

Influenzavaccinationen er sundhedsvæsenets forebyggelsestilbud til personer, der er i øget risiko for alvorligt sygdomsforløb, hvis de skulle blive syge med Covid-19.

Regionslæge Peter Vedsted oplyser, at han i år ikke har haft mulighed for at arrangere vaccinationen i de andre byer, men at han er ved at følge op med byerne, om de har fået vaccinerne.

Se billederne fra vaccinationsdagen nedenunder.

Tekst: Káte Hansen, khan@avannaata.gl
Foto: Ilulissat sygehus


Venteværelset under vaccinationsdagene med frugt og drikkevarer, som var doneret af Pisiffik.


Nukannguaq Mathiesen, arrangementskoordinator i kulturhuset Sermermiut, foran planen over lokalerne.


Farmakonom Jeanette Leer Normann Kjeldsen og Jens Jerimiassen, sygehusets tolk.


Her blev borgerne vaccineret.


Fire ansatte i kommunen samt arrangementskoordinator i kulturhuset hjalp til under vaccinationsdagene. Fra venstre: Makkak Lundblad, Johanne Svendsen, Haldora Thor Jeremiassen, Rakel Reimer Jensen og Nukannguaq Mathiesen.