En ener er gået bort

Anthon Geisler blev født i 1919 i bygden Skansen på Diskoøen. Han levede et aktivt, langt liv i mere end en forstand. Som 18-årig drog han til bly- og zinkminen Marmorilik for at arbejde i en kiosk. Derefter mønstrede han skibet Tulla og arbejde som kok. Senere stiftede han bekendtskab med kryolitminen i Ivittuut, hvor han arbejdede som tjener, og senere tog han til Danmark og uddannede sig som bager. I starten af 1950’erne vendte han tilbage til Grønland og bosatte sig i Ilulissat, hvor han arbejde som bager i omkring 20 år.

I starten a 1970’erne etablerede han byens første kaffebar med en mindre kiosk i baglokalet og blev dermed en af de første grønlandske private næringsdrivende i byen. Med kaffebaren var Anthon med til at indføre en vestlig livsstil i byen. Kaffebaren var populær blandt byens dengang knap 1500 indbyggere. Som barn yndede jeg at købe Anthons røde pølser med hjemmelavet kartoffelsalat, som jeg den dag i dag må betegne som verdens bedste kartoffelsalat. At tilbringe en stille eftermiddag i kaffebaren og nyde Anthons røde pølser med kartoffelsalt til lyden af nostalgiske hits fra jukeboxen er der intet, der kan slå.

I de sidste mange år, efter at Anthon havde etableret sin kiosk, nåede han at blive en af byens turistattraktioner. Mange turister har lagt vejen forbi Anthons kiosk i Illumiut, for det jo er et sjældent syn at se en mand godt oppe i årene fortsat være aktiv og drive sin egen kiosk. Og der er utvivlsomt blevet taget en masse selfies med Anthon. Personligt har jeg haft besøg af Naalakkersuisut og ministre fra Danmark, der efter endt mødeaktivitet insisterede på at besøge Anthon og hans kiosk.

Anthon nåede at drive sin butik, indtil han som 101-årig følte sig kaldet til pensionisttilværelsen. Han yndede at sige, at det var hans kiosk, der holdt ham i gang. Og man kunne regne med, at han leverede varen. I vintermånederne, når isen havde fået ekstra fat og forretningerne ikke længere kunne levere bestemte varer, så var der et mundheld, der sagde: ”Det kan være, at Anthon har varen.” Og det slog næsten aldrig fejl. Anthon kunne levere varen fra sin lille butik.

At butikken var Anthons et og alt skal der ikke herske tvivl om. Det hændte et par gange, at han måtte vogte nidkært over sin levevej, da nogle uvorne unge mænd forsøgte at røve hans kiosk. Med sin ukuelighed og sin moralske foragt for så uanstændige ugerninger lykkedes det ham nemlig at skræmme røverne væk begge gange. Nyhederne om de mislykkede røveriforsøg har nok fået et par unge mænd til at genopleve deres nederlag over for Anthon.

For nylig kom Anthon i fornemt selskab med aldersstegne fænomener fra hele verden, da hans levnedsbeskrivelse blev optaget i Gerontology Wiki. Hvor utroligt det end lyder, så forblev Anthon åndsfrisk til det sidste.

Et af de sidste gange, jeg kiggede ind til ham på alderdomshjemmet, sagde jeg henkastet, at han snart blev 102 år. Han sagde i spøg, at han var begyndt at tælle forfra, da han fyldte 101 år sidste år, hvor han sagde, at han var blevet et år, og at han snart fylder to år, og når han fylder tre år, så kommer han på arbejde igen.

Jeg tildelte Anthon en kulturpris i 2011 i det daværende Qaasuistsup Kommunia, og for to år siden til sin 100 års fødselsdag fik han tildelt Selvstyrets Nersornaat i sølv.

Anthon forblev med sin ukuelighed og som verdenskendt fænomen en ener til det sidste. Han var standhaftig og nægtede at modtage nogen form for pensionsydelse fra det offentlige. Først som 101-årig, da han flyttede ind i alderdomshjemmet, så han rimeligheden i at modtage pensionsydelserne.

Heldigvis er hans mange beretninger om sit liv foreviget i både aviser, billeder, radio og tv. Og vi vil huske Anthon for den ener, han forblev indtil sin bortgang.

Ære være Anthon Geislers minde.

Palle Jerimiassen
Borgmester i Avannaata Kommunia