airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Kullorsuaq borgerne klarer selv affaldet


Renovationsfolk i Kullorsuaq er gået i gang med at samle affald i bygden, og derfor vil der ikke blive sendt ansatte fra Avannaata Kommunia til Kullorsuaq for at tage sig af problemet omkring affaldshåndteringen.
26. august 2021
Det er blandt andet sådanne palletter, som renovationsfolkenemå køre over med deres ATV-køretøjer ud over at køre på de dårlige veje i Kullorsuaq.
Avannaata Kommunia sender alligevel ikke ansatte til Kullorsuaq for at tage sig af affaldshåndteringen i bygden, der gennem længere tid har voldt problemer for bygdeboerne.

- Tre mænd fra bygden er allerede startet med at indsamle affald, der har ligget ved vejsiden i en længere periode, men de mangler fortsat en traktor til at transportere affaldet med, siger Beate Petersen Greve, formand for bygdebestyrelsen i Kullorsuaq.

Kommunen må overtage hele ansvaret

Formanden for bygdeforeningen i Kullorsuaq forklarer, at defekte motorkøretøjer er et tilbagevendende problem, som selvstændige renovationsfolk har døjet med i mange år og som resulterer i at affaldsdyngerne hober sig op ved vejsiden fra tid til anden.

- Selvom der er en del arbejdssomme unge, der raskt og rørigt tager hånd om affaldshåndteringen, så går der ikke lang tid, før de får problemer med traktorer eller ATV-køretøjer. Nogle gange repareres køretøjerne på grønlandsk maner. Eksempelvis gik anhængerstikket til en ATV’er itu, og problemet kunne løses ved at binde anhængeren til ATV’eren med et reb.

- Men defekte køretøjer vil være et tilbagevendende problem, så længe der ikke gøres noget ved de meget dårlige og stejle veje i vores bygd. Renovationsfolkene har ellers mulighed for at låne en traktor fra Pilersuisoq, men først efter klokken 18.00. Derfor ser jeg gerne, at kommunen overtager hele ansvaret omkring affaldshåndteringen, hvilket borgerne også slår til lyd for, siger Beate Petersen Greve.

Bygdeformanden har forståelse for, at renovationsfolkene er nødt til at opgive deres arbejde.

- De unge renovationsfolk er virkelig tålmodige til trods for de hårde arbejdsvilkår, som også forværres, når løsgående hundehvalpe bider hul på affaldssække ved vejene og dermed spreder affald og toiletindhold. Og når først utålmodige borgerne begynder at klage over stanken og affaldet i det fri gennem Facebook, så må det være hård for renovationsfolkene, som derfor må give op, siger bygdebestyrelsesformanden.

Bygdebestyrelsesformanden forklarer, at ingen i bygden sidder med hænderne i skødet.

- Der må også gøres noget ved løsgående hundehvalpe, som jo går frit omkring, indtil de bliver omkring tre måneder. Jeg har selv flere gange måttet samle affald op ved mit hus, når hundehvalpene har bidt hul i affaldssækkene. Og når hundehvalpene gør kål på sækkene igen, ja så sørger jeg igen for at samle det op, fortæller Beate Petersen Greve.

Der er 437 indbyggere i Kullorsuaq.

Tekst: Káte Hansen, khan@avannaata.gl
Foto: Beate P. Greve