Et nyt fireårigt projekt skal sætte skub i sundhed og trivsel i Avannaata Kommunia - gennem et stærkt samarbejde mellem kommunen og Grønlands Idrætsforbund (GIF) fokuserer projektet på at få flere borgere i bevægelse og styrke foreningslivet.
Projektet bygger på en fælles ambition: At skabe inkluderende fællesskaber og fremme det gode liv. Derudover er naturens betydning for sundhed og trivsel i centrum for indsatsen.
– Det handler om at skabe optimale rammer for fysisk aktivitet og idræt i trygge omgivelser. Vi ønsker at få flere til at dyrke idræt og styrke deres mentale og fysiske sundhed, fortæller Claus Nielsen, forperson for Grønlands idrætsforbund.
-Vi har fokus på at fremme alt sundhed og projektet med Grønlands Idrætsforbund skal også bidrage til at øge frivilligheden. Forskning viser, at fællesskaber kan medvirke til at styrke mental sundhed, så vi har fokus på at fremme sundhed bredt, siger Lena Ravn Davidsen (D), formand for Udvalg for Udvikling i Avannatta Kommunia.
Projektet fokuserer på tre indsatsområder:
- Flere i bevægelse – øget idrætsdeltagelse blandt børn og unge.
- Medlemmernes forbund – rekruttering og fastholdelse af frivillige.
- En stærk partner – udvikling af samarbejdet mellem kommunen og foreninger.
Projektet bliver forankret i et samarbejde mellem kommunens forvaltning og GIF, som skal sikre, at alle aktiviteter bliver udviklet og implementeret igennem partnerskaber og borgerinddragelse.
– Idræt er meget mere end motion. Det er fællesskab, leg og udvikling, og det skal være tilgængeligt for alle, understreger Claus Nielsen glædeligt om den underskrevne aftale.
-Vi glæder os meget til samarbejdet og til at få gavn af de erfaringer og det netværk GIF har, siger Lena Ravn Davidsen.
Projektet er opdelt i fire faser, fra planlægning til evaluering. Det hele sker med fokus på at give borgerne de bedste muligheder for at leve et aktivt og sundt liv i Grønland.
Kontakt:
Grønlands Idrætsforbund: Claus Nielsen, claus@gif.gl, tlf. 53 11 64,
Avannaata Kommunia: Lena Ravn Davidsen, lrda@avannaata.gl tlf 54 48 71
Fakta:
Tidsramme: Projektet strækker sig over fire år
Størrelse: Avannaata Kommunia er hjemsted for ca. 10.600 indbyggere.
Indsatser: Fra "Bevægelse i skolen" til øget rekruttering af frivillige.
Naturen som arena: Grønlands unikke landskab spiller en central rolle i projektet.
Vision: At skabe sundere liv for alle i kommunen gennem idræt og fællesskab.