Jeg har bemærket, at oppositionen har angrebet vedtagelsen af vedtægten om fiskeri med garn i forvaltningsområdet Disko Bugt. I kritikken er ordet “forhastet” blevet brugt gentagne gange, ligesom der er blevet påstået, at fiskeriets aktører ikke har været tilstrækkeligt involveret i høringsprocessen og dermed ikke har haft mulighed for medindflydelse på udarbejdelsen af vedtægten. Det billede er ikke korrekt.
Først vil jeg ridse op, hvad Grønlands Naturinstitut har observeret i forhold til hellefiskeriet ved Ilulissat gennem de seneste 40 år. I 1985 blev der fanget cirka 2.000 tons hellefisk i området. Omkring 2005 var fangsten steget til cirka 13.000 tons, en markant stigning over blot 20 år. Samtidig er hellefisken i perioden blevet både mindre og lettere.
Disse observationer er faktuelle. I mange år har lokale borgere og fiskere været skeptiske over for biologernes vurderinger. I dag oplever vi imidlertid det modsatte: både fiskere og lokale fortæller nu åbent, at biologernes beskrivelser stemmer overens med deres egne erfaringer. De har selv fulgt udviklingen i fiskebestandene ved Isfjorden og ved Torsukattak og kan se forandringerne med egne øjne.
De seneste otte år har der været meget lempelige rammer for garnfiskeri efter hellefisk. Det mener jeg har været uforsvarligt. Garnfiskeri er særdeles effektivt, og det har betydet, at store hellefiskefartøjer på kort tid har kunnet fiske meget store mængder hellefisk, særligt ved udmundingen af Isfjorden. Samtidig har de vanskelige forhold i området medført, at der er gået mange fiskeredskaber tabt, især garn. Det har resulteret i betydelig forurening af havbunden, hvilket skader miljøet og forstyrrer økosystemet. I dag ser vi, at fiskere ønsker, at kommunen skal betale for oprydning af tabte redskaber. Det understreger alvoren i situationen.
Jeg er gået til valg på bæredygtighed i alle henseender og det gælder naturligvis også fiskeriet. Derfor kan det ikke komme bag på nogen, at jeg vil stå i spidsen for en stramning af brugen af garn i hellefiskeriet. I sommer vedtog kommunalbestyrelsen en køreplan for, hvordan denne stramning skal gennemføres. På den baggrund er det simpelthen ikke korrekt at påstå, at processen har været forhastet. Tværtimod, hvis vi skal sikre hellefiskeriet som grundlag for mange familiers eksistens, kan vi næppe handle hurtigt nok.
Siden jeg var barn, har jeg set, hvordan mange familier har levet af fiskeri efter hellefisk. Den levevis har stor kulturel og økonomisk betydning, og den har vi et ansvar for at beskytte. Vi skal fortsat kunne fiske hellefisk mange år frem i tiden. Jeg vil ikke acceptere, at store fiskefabrikker eller store hellefiskefartøjer udnytter vores ressourcer og sætter lokale levevilkår på spil alene af hensyn til profit. Vores ressourcer skal forvaltes ansvarligt, og fiskeriet skal ske bæredygtigt.
Gang på gang oplever jeg, at oppositionen prioriterer kortsigtet profit frem for bæredygtige løsninger. Det ser vi også på andre områder for eksempel, når de støtter store udenlandske turistoperatører frem for lokale aktører. Resultatet er, at overskuddet forlader landet. Jeg støtter FN’s verdensmål, vi skal styrke lokale virksomheder og arbejde for langsigtede, bæredygtige løsninger. Det gælder turismen og det gælder fiskeriet.
Jeg konstaterer, at oppositionen ikke står bag denne beslutning. Men jeg har god samvittighed. Mange lokale fiskere bakker op om kommunalbestyrelsens beslutning om at stramme brugen af garn i fiskeriet. Derfor er det også stærkt kritisabelt, når oppositionen påstår, at høringssvar er blevet skjult. Det er ikke korrekt, det er decideret misinformation. Alle høringssvar er redegjort for i kommunalbestyrelsens mødemateriale, som alle har adgang til.
Oppositionen arbejder for profit. De borgmesterbærende partier arbejder for bæredygtige løsninger og følger FN’s verdensmål, så vi kan overdrage vores enestående natur og ressourcer til kommende generationer i en forsvarlig stand.