Grønlandsk Nationaldag 2026
Kære borgere i Avannaata Kommunia – børn, unge, ældre, mænd og kvinder.
I dag fejrer vi Grønlands nationaldag, og derfor vil jeg af hele mit hjerte ønske jer alle et stort tillykke med dagen.
Samtidig markerer vi 285-årsdagen for grundlæggelsen af vores by. Derfor vil jeg rette en særlig lykønskning til byens borgere på denne betydningsfulde dag.
“Inde fra land ser jeg isfjeldene, hvor er de smukke at betragte. Når solen skinner, lyser den på dem og gør dem smukke at se på. Det dejlige land, Ilulissat, som de fremmede beundrer; den smukke indlandsis derinde bagved er noget af det, de beundrer mest. Den meget dybe fjord, som er så rig på livsgrundlag, og som undertiden er fuld af oplevelser med uforglemmelige øjeblikke. Det dejlige land, Ilulissat, det sted jeg har valgt at bo, for dér ønsker jeg at fortsætte de uforglemmelige dage, jeg allerede har levet.” (kilde ukendt)
På nationaldagen fejrer vi, at det grønlandske folk har formået at leve i dette land med sine særlige naturgivne vilkår, og at vores land fortsat er beboet. Det er noget, vi alle kan være stolte af. Men hvordan er det, at vi behandler hinanden i disse tider?
Vi oplever desværre polarisering og splittelse i både bygder og byer. Konflikter opstår ofte ét sted og kan udvikle sig over lang tid. Nogle uenigheder har endda strakt sig over flere generationer. Selvom dette ikke gælder alle borgere, må vi spørge os selv: Skal disse konflikter fortsætte?
Jeg mener, at de hjemmehørende grønlændere har et ansvar for vores samfundsudvikling og forvaltning. I Avannaata Kommunia har vi mange byer og bygder, hvor der stilles spørgsmål om bygderne er for mange. Forskelligheden er en styrke, men den kan også skabe udfordringer. Vi må sikre, at uenighederne ikke splitter os, men i stedet bliver anledning til dialog og samarbejde. Jeg ved, at dette ikke er en nem opgave, men det er en nødvendig opgave.
Verdenssituationen har i den seneste tid fyldt meget, også hos os. Som folk er vi i nogle sammenhænge blevet mere polariserede, samtidig med at vi politisk bliver opfordret til at stå sammen. Derfor må vi spørge os selv, hvorfor ord og handlinger nogle gange peger i hver sin retning.
Der findes mennesker med forskellige holdninger til Grønlands fremtid. Nogle ønsker at bevare rigsfællesskabet, mens andre ønsker større selvstændighed. Samtidig står vi over for en anden udfordring. Grønland bevæger sig mod en fremtid, hvor spørgsmålet om selvstændighed fortsat vil være centralt. Men allerede nu hører vi skræmmebilleder, overdrivelser og modstridende påstande.
Alt for ofte ser vi en hård tone mellem borgere og på sociale medier. Debatten kommer til at handle om partier og politiske skel frem for om vores fælles ansvar som folk. Når vi lader frygt og splittelse dominere, skaber vi rum for, at andre kan få større indflydelse på vores udvikling. Hvis vi mener, at vi ikke kan opnå noget uden hjælp udefra, risikerer vi samtidig at undervurdere vores egne evner og muligheder.
Uddannelse er fortsat et af de vigtigste emner i vores land. Der findes mange meninger om, hvad der skal til, og hvem der har ansvaret. Men uanset de politiske diskussioner er der ét mål, som bør samle os: at styrke grønlændernes evne til at tage ansvar, skabe værdi og opnå ejerskab over vores samfundsudvikling.
Jeg mener, at de indfødte grønlændere har et ansvar for vores forvaltning. Vi skal sikre, at grønlændere opnår ejerskab og indflydelse inden for erhvervslivet og samfundets mange områder. Ejerskab handler ikke kun om økonomi; det handler også om selvstændighed, ansvarlighed og evnen til at forsørge sig selv. Disse værdier er afgørende, hvis vi skal styrke befolkningens selvtillid og tro på egne evner. Vi kan ikke blive ved med at forvente, at andre løser vores udfordringer, hvis vi ikke selv er villige til at handle.
Det er nødvendigt, at erhvervslivet skaber aktivitet og omsætning i vores egne byer og bygder. Mange af de ønsker, vi har for fremtiden, kan ikke realiseres uden en stærk økonomi og et fælles ansvar.
Hvis vi ønsker bedre vilkår for ældre, børn og mennesker med handicap, kræver det, at vi alle bidrager efter evne og tager ansvar for vores fælles samfund.
Vi kan ikke bygge vores fremtid alene på at udleje eller overlade vores ressourcer til andre. Hvis vi ønsker større selvbestemmelse og på sigt selvstændighed, må vi også være villige til at skabe fundamentet for den selv.
Vi skal fortsat udvikle vores erhvervsliv, styrke vores lokalsamfund og skabe muligheder for kommende generationer. Kun på den måde kan vi sikre bedre vilkår for ældre, børn og mennesker med handicap, samtidig med at vi bygger et stærkere og mere selvbærende samfund.
Jeg vil gerne lige citere fra to sange:
“Livet er dit, oplev verden. Den vil ikke skubbe dig væk, for den er altid med dig. Mist ikke modet, heller ikke når der bliver sat spørgsmålstegn ved dig; for i virkeligheden bliver du set — fortsæt videre. Lad os ikke give op, når det virkelig gælder. I morgen er der også en dag, og den bringer nye kræfter.” (fra Silarsuaq misigiuk” af Sussat!)
“Fordi vores land er elsket og kalder på dig, er fremtiden smuk. Fordi vores land rejser sig og er klart som dig, er vejen smuk. Selvom I er forskellige, så lev livet i det uspolerede. Vær vågne og gå fremtiden i møde. Tag hinanden i hånden og vis styrken indeni. Gå forrest og se vejen foran jer.” (fra Nunarput Asanarmat" af Siiva Fleischer)
Afslutningsvis vil jeg ønske jer alle en rigtig god nationaldag.
Lad os huske at vise omsorg for vores børn. De er de mest uskyldige i vores familier, og de er vores fremtid. Vi må ikke påføre dem de konflikter og byrder, som vi selv har skabt. En dag vil det være dem, der skal føre vores samfund videre og tage ansvar for kommende generationer.
Aldrig har det været vigtigere, at vi står sammen. Vi er et lille folk, og derfor har vi ikke råd til at slide hinanden ned med unødige konflikter. Vi må give slip på det, der svækker os, og i stedet styrke det, der samler os.
Vi har alle værdi. Vi har alle et formål. Og vi har alle betydning – uanset hvor i landet vi bor.
Mange tak.