Polar Expo løber over tre dage i Ilulissat og samler aktører fra fiskeriet til en messe med fokus på udstyr, metoder og faglig videndeling.
Avannaata Kommunia har igen i år arrangeret Polar Expo i samarbejde med Aalborg Kongres & Kultur Center.
På messen kan deltagerne blandt andet opleve udstillinger, faglige workshops og oplæg med fokus på fiskeriet og dets udvikling.
Borgmester Lars Erik Gabrielsen bød velkommen og holdt åbningstalen. Ved åbningen deltog også direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center, Nikolaj Holm, og Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, Peter Borg.
Læs borgmesterens åbningstale her:
Kære alle jer, der arbejder og har jeres virke på havet.
Tak til Carlo og hans kolleger, som arbejder for at få dette arrangement til at blive til virkelighed, og en stor tak til Aalborg Kongres & Kultur Center for endnu en gang at støtte op om og være med til at løfte arrangementet. Og ikke mindst: Velkommen.
Som bekendt er Avannaata Kommunia en kommune, hvor fiskeriet fylder meget. Det er også tydeligt her i dag, hvor der er deltagere fra vores egen kommune og fra andre kommuner. Jeg er sikker på, at I som erhvervsfolk også bruger denne messe som et sted, hvor I kan mødes og udveksle erfaringer med hinanden.
Fiskeriet er i udvikling, også når det gælder udstyr og nye løsninger, og det kan vi tydeligt se her i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at I får glæde af de muligheder, der bliver præsenteret, og selvfølgelig også at udstillere og rådgivere får mulighed for at vise og sælge deres produkter og ydelser.
Den nye lufthavn er åbnet og giver mulighed for direkte forbindelser til omverdenen. Selvom vi ved, at det ikke bliver muligt fra den ene dag til den anden, vil jeg opfordre jer til at være modige og undersøge, hvilke nye muligheder det på sigt kan give jer, og hvordan I kan få glæde af dem.
I Nordgrønland har vi en særlig styrke i, at der er et stort fiskeri med mindre både og fartøjer, ligesom mange rejefiskere lander deres fangster her. Hvis jeg skal komme med en politisk holdning, vil jeg understrege, at vi altid skal værne om netop denne særlige styrke.
De daglige landinger er med til at skabe liv i vores byer, og mange mennesker lever af fiskeriet og de arbejdspladser, det skaber. For at sige det helt enkelt: Hvis vi svækker dette, vil det være et stort tab for vores samfund.
Fiskeriet udvikler sig, og vi har også fået større fokus på andre arter. Heldigvis har de gode priser på fisk og skaldyr været med til at sikre, at vores kommune kan fortsætte sin udvikling. Samtidig er der andre initiativer, som kan være med til at skabe udvikling, blandt andet nye industrier og arbejdspladser. Ved at udnytte mulighederne og skabe større indtjening kan vi være med til at udvide vores økonomiske grundlag.
Det er også et ønske, at vi i højere grad kan sikre adgang til fødevarer fra både havet og landjorden uden unødige begrænsninger. Samtidig håber jeg, at vi fortsat kan tilpasse os de forandringer i vores verden og finde løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Det vil jeg gerne fremhæve som noget, vi skal have fokus på.
Jeg vil også gerne opfordre jer til at passe godt på det hav, som I lever af. Vi skal behandle havet bedre, end vi gør i dag. I sejler ud på havet for at kunne leve af det, og derfor skal vi stoppe med at efterlade fiskegrej, affald og andet, som ikke hører hjemme i havet. Alt har en værdi, og vi skal passe på vores fælles ressourcer.
Til sidst vil jeg ikke undlade at nævne dem, der har haft deres erhverv og deres liv på havet, men som ikke længere er iblandt os. Vi mindes dem, og deres indsats skal huskes med respekt.
Jeg håber, I får nogle gode og udbytterige dage her på Polar Expo.
Mange tak.