Fortællingen illustrerer en gammel tradition, som har udviklet sig i mange år. Endnu tidligere blev der i Avangnamiok fra 1950, skrevet om at fangerne tog ind til Kangia for at fange sæler, hvidhvaler og narhvaler. I dag har borgerne i Ilulissat stadigvæk tradition for at tage ind til Kangia, men folk der tager derind i dag, er ikke længere kun fiskere og fangere.
Ruten til Kangia er udviklet over mange år. Derfor er ruten den korteste og bedste vej til Kangia. Allerede tidlig vinter kan man via ruten tage ind til bunden af isfjorden. På grund af global opvarmning har forholdene ændret sig. Det er ikke længere som det var i 1990’erne, med lange isvintre. Kangia er åben for fiskeri en til to måneder. Derfor har fiskerne blandt andet tilpasset sig nye forhold ved at tage snescooterkørsel til sig i forbindelse med at fiske ved Kangia. De fleste fiskere kommer ind til Aattartoq, til isfjorden med snescooter. Derefter fortsætter de med hundeslæde til fangstpladsen, hvor de vil fiske.
Fiskeriet er ikke længere det eneste erhverv i Ilulissat. Turismen er også et stort erhverv. Her anvendes hundeslæder og snescootere på samme måde som fiskerne af disse ruter. Der er også ganske almindelige familier som kommer ind til Aattartoq med samme transportmidler.
Desværre er problemet, at ruten ind til Kangia er udfordret på grund af bureaukratiske beslutninger som ikke giver mening. I år er der ikke kommet så meget sne, derfor er det kun hundeslæder som kan komme ind til Kangia. Mange fiskere er derfor udfordrede i forhold til at indhandle deres fisk med snescooter. Den alternative rute som er beregnet til snescooterkørsel og som ikke går igennem drikkevandsområdet, er som nævnt endnu ikke mulig at benytte pga. manglede sne.
Dette problem havde ikke eksisteret hvis vi var i Norge, da det der er muligt at køre igennem drikkevandsområdet med snescooter. I Norge har man ligesom i Grønland overfladevand. Men de to lande har forskellige bestemmelser vedrørende brug af motoriserede befordringsmidler i drikkevandsområdet.
Selvstyret har i mange år syltet kommunens forespørgsler i forhold til at tillade kørsel med snescooter i drikkevandsområdet. Det blev afvist med den begrundelse, at vi skal passe på vores drikkevand. På den del af diskussionen er vi meget enige. Vi skal passe på vores vand, da vi alle sammen drikker det og har stor betydning for os alle.
I Norge passer man også på drikkevandet, men her er undersøgelser vægtet således, at det lægger til grund for beslutninger som at tillade snescooterkørsel i drikkevandsområder. Jeg har været i dialog med Hammerfest Kommune i Nordnorge om snescooterkørsel i drikkevandsområdet. Ifølge deres undersøgelser og forskrifter er der intet der ligger til grund for, at forbyde snescooterkørsel i drikkevandsområderne. Den eneste hindring for os, er vores lovgivning på området.
Mit forslag er, at lovgivningen ændres, så den bliver den samme som i Norge. Det vil betyde, at erhvervet vil have det nemmere og dermed vil eksistensgrundlaget for børnefamilier blive nemmere. I dag bruger kommunen mange ressourcer i form af energi og arbejdskraft for at lave en alternativ rute til Kangia. Det vil man slippe for, dermed vil kommunen have en løsning som er meget mere bæredygtig og som vil sikre bedre vilkår for borgere og erhvervet.
Jeg beder Naalakkersuisoq for Miljø, Kalistat Lund, hurtigst muligt at lave en ændring af bekendtgørelsen for motoriserede befordringsmidler.