airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

20 børn i Kullorsuaq lærer at spille violin

– og der er venteliste
23. december 2022
Kasper Jensen får undervisning af violinlærer Katharina Qvist

”Jeg er virkelig overrasket over, hvor stor en succes det er hos børnene at få undervisning i violinspil. Nogle af børnene er meget musikalske og det giver virkelig selvtillid at kunne spille et instrument,” fortæller fritidsleder i Avannaata Kommunia, Birgitta Kammann Danielsen, Kullorsuaq.

Hun er en af ildsjælene bag et violin-projekt i bygden Kullorsuaq, hvor der bor omkring 440 indbyggere.

Violinundervisningen begyndte i efteråret 2022 og bygden fik 5 små violiner. Børn fra 1. – 5. klasse får undervisning – og en enkelt elev fra 8. klasse som virkelig gerne ville lære at spille.


”Jeg er superoverrasket over, hvor meget børnene går op i det. Der er selvfølgelig nogle, der er faldet fra, men de fleste bliver ved og ved og glæder sig til hver gang de får undervisning,” fortæller Birgitta Kammann Danielsen.

Hun blev kontaktet af Grønlands Strygerforening – Nunatta agiartartoqatigiivi – som meget gerne vil udvikle strygermusikken i Grønland og har søgt fondsmidler til projektet.

Børn kan udtrykke sig selv med musik

Underviseren, Katharina Qvist, kom til Kullorsuaq i efteråret fra Nuuk, hvor hun bor. Selv om der er stor boligmangel i Kullorsuaq så lykkedes det alligevel fritidslederen at finde et værelse til Katharina Qvist.

”Jeg synes det er en supermulighed for børnene og jeg er altid meget åben for nye ideer. Så må vi bare finde løsninger på det praktiske,” fortæller Birgita Kammann Danielsen.

Violinunderviseren Katharina Qvist er også begejstret – både for bygden og især for muligheden for at kunne undervise.

”Violinspil og musik har altid været en del af mit liv og jeg har altid været utrolig taknemmelig for at jeg har haft muligheden for at kunne vokse op med at spille violin. Så jeg ønskede at give den mulighed til børn og unge som ellers ikke ville kunne lære at spille violin, ” fortæller Katharina Qvist.

Da hun undersøgte, hvilken bygd hun kunne komme ud til og undervise i, så blev der peget på Kullorsuaq.

”Birgitta har et godt ry for at kunne hjælpe med at få sådan et projekt til at blive en succes. Jeg håber, at eleverne vil være lige så glade for violinen, som jeg er og kan bruge den til at udtrykke sig selv i den nære fremtid, ” siger Katharina Qvist.
Succes ser det ud til at være. Lige nu får 20 børn undervisning og der er venteliste af børn, der gerne vil være med.

Online violinundervisning – også fra Uummannaq

I Kullorsuaq foregår undervisningen fysisk i dette skoleår. Efter sommerferien 2023 skal undervisningen foregå online.

”Der kan ikke være uddannede og erfarne strygelærere i alle byer og bosteder, så vi har udviklet fjernundervisning som et godt alternativ,” fortæller Hanne Saandvig Immanuelsen fra Grønlands Strygerforening, Nunatta agiartartoqatigiivi.

Hun vurderer, at internettet er stabilt nok flere steder, så det er muligt. Violinlærerne sidder hjemme hos sig selv og underviser via computer. Der er strygelærere i Uummannaq og Nuuk som kan give fjernundervisning.

”Der vil dog være behov for støtte og der skal være en voksen hjælper ude på kysten, som kan hjælpe med forbindelse og med at stemme instrumenterne,” fortæller Hanne Saandvig Immanuelsen.

Strygerforeningen laver også projekter, hvor online-eleverne deltager fysisk. Der har fx lige været juleshow i Nuuk, hvor der var deltagere fra Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut og Kangerlussuaq.


Zea Thorleifsen øver sig