Af borgmester Palle Jerimiassen (AI), Avannaata Kommunia
Ilulissat, Uummannaq og Upernavik er områder i Grønland som har den største betydning i det kystnære fiskeri, og hvor lokalbefolkningen, forholdsvist, skaber den største værditilførsel til samfundet via deres fiskeri og eksport af hellefisk. Det er fakta som er indiskutabelt.
Generelt er der tale om velfungerende byer og bygder, med befolkning som har forskellige indtægtsgrundlag.
Det må være lovforslagets fornemste opgave, at der ikke sker forværring i dette forhold, men desværre, sådan situationen er lige nu, går det den forkerte vej og vil medføre negative konsekvenser for borgerne og kommunen.
En ændring, som den ser ud nu, kan ikke accepteres.
Vi hverken kan eller ikke accepterer, at de flittige fiskere og hårdtarbejdende lønmodtagere, som er selvforsørgende, rammes på deres eksistensgrundlag.
Hvad har man tænkt sig, hvordan man vil sikre en fortsat rejeproduktion i Ilulissat, når bestemmelsen om landingspligt ændres, og rejefiskerne vælger selv at producere ombord og eksporterer deres produkter direkte selv, med den konsekvens, at der sker kraftigt nedgang af landingspligtige rejer til landanlægget?? Er det kun os, som kan se en risiko for fortsat landbaseret rejeproduktion???
Jeg kan konstatere, at formanden for fiskeriudvalget har gjort opmærksom på, at der bør tages hensyn til fortsat rejeproduktion i Aasiaat. Men han nævnte ikke rejefabrikken i Ilulissat og jeg hørte ikke noget beskyttende ord desangående, hvorfor mon???
Der er tre fiskefabrikker i Uummannaq i dag. Hvor mange af disse kommer til at lukke, når det såkaldte bæredygtige fiskeri indføres og der sker 40 % nedgang i indhandlingen?
I dag er der en del udenlandske arbejdere, som sikrer fortsat landbaseret forarbejdning af fiskernes indhandling og derved også bidrager til kommunekassen via deres skattebetalinger, og som allerede er integreret del af arbejdskraften.
Konsekvenserne af lovforslaget bør Inatsisartut sikre, at disse bliver belyst, så de kan træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag. Det er sådan et retssamfund bør fungere, at lovgivningen sker ud fra fakta.
Eksempel:
Ifølge lovforslaget vil en fisker få en kvote ud fra de bedste indhandlingstal i en periode på fem år. Dette forstod vi således, at han så vil få tildelt et antal kg, men sådan er det ikke når man nærlæser lovforslaget.
Fiskeren vil ikke få kg men en %-del af TAC.
TAC skal henover tid aftrappes iflg. det såkaldte bæredygtighedsprincip, og i takt med denne TAC-formindskelse vil fiskernes kvoter ligeledes blive mindre.
Det er mit håb, at man vælger at afdække alle mulige konsekvenser før man træffer en så vidtrækkende beslutning. Det er ikke nok og det er ikke acceptabelt at man gambler med samfundets eksistensgrundlag blot ved hjælp af oratoriske profeteer. Man oplever desværre, at der ikke tages hensyn til mange gode skatteborgere og blot farer derud af, koste hvad det vil.
Jeg håber, at vores bekymringer vil vække genklang i salen under lovforslagets behandling og at der vil være samling omkring vores ønske om, at vedtagelse af lovforslaget udskydes med henblik på, at der gennemføres en fyldestgørende socioøkonomisk konsekvensanalyse. Det vil være et godt udgangspunkt for det videre arbejde med lovforslaget, og vil være et godt tegn på retfæridghedssans hos vore folkevalgte i Inatsisartut.