airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Stor deltagelse fra lokale på dette års sommercamp i Kullorsuaq

Antallet af lokale frivillige på Camp Kulloq har overgået al forventning. 16 lokale frivillige har meldt sig og sammen med 9 internationale fra Hong Kong, Tyskland, Spanien, England og Danmark skaber de årets sommercamp
2. august 2024

Det summer af aktivitet i Kullorsuaq. I skolegården dyster en gruppe børn og voksne i kongespil og i gymnastiksalen er 30 børn i gang med forskellige sportslige lege. Rundt om bliver der bygget bænke, repareret trapper og malet bannere. Sommerens Camp Kulloq 2024 er i fuld gang.

 

Det er femte år i træk, at fritidsleder Birgitta Kammann Danielsen, Avannaata Kommunia, arrangerer sommercamp i Kullorsuaq sammen med Foreningen Grønlandske børn. I år er der 9 frivillige fra Hong Kong, Tyskland, Spanien, England og Danmark. Fra Kullorsuaq har der meldt sig flere frivillige end fritidslederen havde turde drømme om.

 

”Der er 16 fra bygden, der har meldt sig. Mange har taget ferie eller fridage for at være med som frivillig og det synes jeg er supersejt og dejligt. Vi har en del foreninger i bygden, men det er primært for de voksne og når man er frivillig på Camp Kulloq, så giver man også noget til bygdens børn og det er noget særligt,” siger Birgitta Kammann Danielsen.

 

En af de frivillige, der har valgt at tage fri fra sit job for at være med i camp Kulloq, er Villiam Jensen.

”Jeg holder af at hjælpe andre, hvis de er glade, så er jeg glad! Gennem de fire år, hvor jeg har været frivillig føler jeg, at jeg er blevet mere åben over for at møde nye mennesker. ” fortæller Villiam Jensen.  

 

Han og de andre lokale frivillige på dette års camp har indtil videre bygget skraldespande, bænke og repareret bygdens trappe i samarbejde med børn og unge.

”Det er fantastisk at se, at de frivillige tager ansvar og har medbestemmelse over, hvordan man kan forbedre forholdene i bygden.” fortæller Birgitta Kammann Danielsen.

 

Det kulturelle møde giver værdi for alle

Et helt særligt trækplaster for de lokale frivillige er også mødet med de internationale frivillige. Der snakkes flere sprog og gerne engelsk på kryds og tværs og resten klares med fagter og mimik. Frivillige og andre deltagere i sommercampen møder nye perspektiver og alles verden bliver lidt større.

 

Et fast element på Camp Kulloq er et lørdagsarrangement, hvor de internationale frivillige serverer mad fra deres egne lande og de lokale frivillige serverer grønlandsk mad.

 

”Det gør os stolte, når vi viser vores kultur og vores land frem og de internationale elsker det,” fortæller Birgitta Kammann Danielsen.

 

Hun har selv oplevet mange dejlige kulturmøder gennem sommercamps’ene de seneste fem år. Hun husker fx et propfyldt klasselokale, hvor en international frivillig delte tegneteknikker og det blev taget godt imod for mange af bygdens beboer er gode til at tegne.

Der knyttes også nogle særlig bånd på tværs.

 

”Mange børn og voksne knytter sig til de internationale frivillige og omvendt og der bliver skabt et særligt bånd på kort tid, på tværs af alder, køn og nationalitet. Så det kan være svært at sige farvel når sommercampen slutter men mange holder kontakten gennem de sociale medier,” fortæller fritidsleder Birgitta Kammann Danielsen, Avannaata Kommunia.

 

Successen med Camp Kulloq betyder, at fritidslederen og Foreningen Grønlandske børn i fremtiden kommer til at skabe flere fællesskabsskabende arrangementer for familier, børn og unge i Kullorsuaq hele året. Projektet hedder Ikioqatigiinneq og foreningen Grønlandske Børn glæder sig til samarbejdet.

 

” Vi ser rigtig mange forældre og bedsteforældre, som kommer igen og igen med deres børn på vores sommercamps i Kullorsuaq. Det er fantastisk og vi tænker derfor, der er et rigtig godt fundament for det nye projekt her i bygden.” fortæller projekt- og udviklingskonsulent Rikke Louise Kuhn fra foreningen Grønlandske børn.

Du kan læse mere om projektet her: https://www.fgb.dk/ikioqatigiinneq