I Grønland har vi brug for alle hænder, især i byer som Ilulissat, hvor der er arbejdskraftmangel. Alligevel oplever vi som kommune gang på gang, at personer, der modtager jobsøgningsydelse, takker nej til anvist arbejde uden saglig grund og alligevel beholder halvdelen af deres ydelse. Det er ikke rimeligt, hverken over for samfundet, arbejdsgiverne eller de mange borgere, som hver dag gør deres pligt.
Avannaata Kommunia ønsker, at personer der modtager jobsøgningsydelse og ikke fejler noget, møder op og arbejder, når der er arbejde at få. Det er sund fornuft og det er god samfundsøkonomi.
Vi opfordrer derfor Naalakkersuisut til at tage ansvar og sikre, at lovgivningen anvendes korrekt. Vi har ikke brug for at ændre loven, vi har brug for at forstå og bruge den rigtigt.
Fortolk loven rigtig
Et juridisk notat, bestilt af Avannaata Kommunia slår fast at ledige har en forpligtelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det burde være enkelt; er man sund og rask og uden saglige grunde til at afslå, skal man tage imod det arbejde, man bliver anvist. Ellers er man ikke længere ’uforskyldt ledig’ og dermed ikke berettiget til offentlig forsørgelse.
Embedsmændene i Selvstyret siger, at ledige som afslår jobtilbud skal sættes i karantæne i én måned, dvs. borgeren kun modtager halvdelen af den oprindelige ydelse. Hvis borgeren oppebærer fire karantæne perioder indenfor ét år, udløser det en forlænget karantæneperiode på 3 måneder. Borgeren vil derfor altid kunne forsørges med jobsøgningsydelse blot i en reduceret ydelse.
På den måde opstår fænomenet ’Dovne Robert’ nu også i en grønlandsk udgave. Det er ikke værdigt, og det er ikke nødvendigt.
På landsplan bruger kommunerne samlet set omkring kr. 50 mio. årligt på jobsøgningsydelse. Det er ikke økonomisk holdbart, at en andel af disse midler anvendes på borgere, som aktivt fravælger arbejde, mens der samtidig er mangel på arbejdskraft i flere byer.
Naalakkersuisut har sovet i timen
Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), udtaler i et interview med KNR, at ’alle hænder der kan, skal i arbejde’ – og det er vi helt enige i. Men hans udmelding stemmer ikke overens med den praksis, der følges i dag. Problemet er nemlig ikke lovgivningen, men fortolkningen af den. Det kan han ellers løse meget nemt, hvis han vil.
I stedet for at foreslå nye love, burde Naalakkersuisut og embedsværket tolke den eksisterende lovgivning korrekt. Lovens §1, stk. 3 gør det klart, at man kun er berettiget til jobsøgningsydelse, hvis man er uforskyldt ledig. Afslår man anvist arbejde uden grund, er man netop ikke uforskyldt ledig, og så falder retten til ydelse bort.
SIK tager fejl, det handler ikke om tvang
SIK’s formand udtaler til KNR, at han ikke tror, at ’tvang’ kan få folk i arbejde. Men der er ikke tale om tvang, der er tale om ansvar. Vi har som samfund ikke råd til at understøtte ledige, der bevidst vælger ikke at bidrage, når de kan.
Vi taler ikke om syge eller udsatte mennesker. Vi taler om personer, der er vurderet som jobparate og som selv siger, at de bare ikke har ’lyst’ til at arbejde på en fiskefabrik eller gøre rent på et hotel. Det er ikke en saglig grund.
Kommunens holdning er klar
Avannaata Kommunia ønsker, at personer der ikke fejler noget, tager et arbejde i stedet for være på halv eller fuld jobsøgningsydelse. Det er sund fornuft og det er god samfundsøkonomi.