airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Studieboliger på vej i Ilulissat: Kommunen ser på køb af Muncks camp

98 beboelsesenheder
8. august 2025

Avannaata Kommunia arbejder målrettet for at sikre bedre uddannelsesmuligheder for unge i byen. Et vigtigt skridt i denne indsats kan nu være på vej, idet borgmesteren har besluttet at bringe et forslag om køb af Muncks beboelses- og kontorfaciliteter videre til politisk behandling i kommunalbestyrelsen.

 

Et stærkt ønske om lokale uddannelser
”Vi ønsker, at vores unge skal have mulighed for at tage en uddannelse i Ilulissat – uden at være tvunget til at rejse væk. Derfor arbejder vi intensivt på at skabe flere studieboliger,” udtaler borgmester Lars Erik Gabrielsen (S). ”Muligheden for at overtage Muncks eksisterende camp kan være en unik løsning, der både er praktisk og økonomisk fornuftig.”

 

Et samlet tilbud fra Munck
Munck har netop fremsendt et samlet tilbud, der omfatter 98 beboelsesenheder, kontorbygninger, køkken- og kantinefaciliteter. Campen står i dag på Muncks areal ved den nye lufthavn, arealet skal være ryddet i takt med at projektet færdiggøres helt.

Kommunen har i den forbindelse fået en foreløbig positiv dialog med Munck om at reservere bygningerne, mens politisk behandling pågår. Munck har tilkendegivet, at de foretrækker et samlet salg og gerne ser, at faciliteterne kommer byen og borgerne til gavn.

 

Et skridt mod uddannelse og udvikling
Hvis handlen går igennem, vil det skabe mulighed for at etablere et markant antal studieboliger allerede indenfor en overskuelig tidsramme. Dette vurderes som et afgørende skridt i kommunens strategi for at fastholde og uddanne unge lokalt.

”Vi ønsker at investere i fremtiden – og det starter med vores unge. Det her handler ikke kun om bygninger, men om muligheder og drømme for den næste generation i Ilulissat,” tilføjer borgmesteren.

Kommunalbestyrelsen forventes at tage stilling til sagen midt august.