Talen blev holdt i Ilulissat, og billedet er taget fra juletræstænding i Uummannaq.
Det glæder mig at kunne være til stede ved årets juletræs tænding og holde en tale i dag. Denne oplevelse er ny for mig og noget, der vil sætte sig fast i erindringen.
Julen nærmer sig, og lysene bliver tændt, både i hjemmene, på arbejdspladserne og også i vores gader. Når lysene tændes, minder det os om, at julen er på vej, at vi som familier skal samles, spise godt og være sammen, også med mennesker, vi måske sjældent ser i hverdagen.
Vi må ikke glemme børnenes forventningsglæde. Selvom vi som forældre kan have travlt, ønsker børnene sig altid noget til jul. Vi tænker over, hvad vi kan give dem, for gaver betyder meget for børn. Når vi som forældre har lovet noget, skaber det forventning, men det er også vigtigt ikke at love noget, vi ikke kan holde, for det kan skuffe. Og vi ved, at mange har prøvet at stå i den situation.
Lad os også huske, at ikke alle hjem har lige meget. Selv den mindste gave kan betyde meget for et medmenneske. Den største gave kan faktisk være kærlighed - kærlighed til vores nærmeste, men også til dem i vores samfund, vi ikke nødvendigvis er tættest på.
I en tid, hvor samfundet forandrer sig hurtigt, er det vigtigt, at hjemmet fungerer godt. Familien er vigtig, fordi den er rammen for vores børn. De har følelser, og vi som forældre må være opmærksomme på vores adfærd, fordi vores handlinger påvirker dem dybt. Børn skal kunne tænke selv, føle sig trygge i deres hjem og især bliver hørt og set, for hvis ikke, kan de bære usunde mønstre videre.
Til sidst vil jeg sige til alle børn, der glæder sig til jul: Her i dag ved juletræstænderne kommer vi for at bringe jer julens glæde. Som voksne har vi ansvaret for at gøre jeres juleoplevelser gode – og for at beskytte jer hver eneste dag.
Kære forældre, bedsteforældre og familier: Glædelig første søndag i advent. Lad os bruge denne tid som et fælles rum for varme og fællesskab.
Lad os huske, hvorfor vi har fået børn, og at vi skal beskytte dem hver eneste dag.