Avannaata Kommunia kan være på vej mod en ny løsning til håndtering af affald i kommunens byer og bosteder.
Borgmester Lars Erik Gabrielsen og medlemmer af Teknisk Udvalg har for nylig været på besøg i den amerikanske by Skagway for at se nærmere på et containerbaseret forbrændingsanlæg.
Et plug & play-forbrændingsanlæg som kommer i 3 standard-containere og som kommunen håber kan blive en del af fremtidens affaldshåndtering.
Affaldet hober sig op
I flere af kommunens byer ligger havisen i op til 5-7 måneder om året. I den periode er det ikke muligt at transportere affald væk med skib, og derfor må affaldet opbevares lokalt i lange perioder.
Samtidig er de små lokale forbrændingsanlæg rundt i kommunens byer og bosteder blevet lukket, og det har øget presset mængden af affald markant.
”Lige nu har vi dispensation til åben afbrænding af affald, men det er ikke miljømæssigt holdbart – heller ikke for de medarbejdere, der skal gå i røg og møg”, siger borgmester Lars Erik Gabrielsen.
”Denne container-forbrændingsmodel opfylder internationale standarder for udledning og vil kunne forhindre, at der ophober sig affald, som når sneen smelter giver fx forfærdelige lugtgener og fluer. Det kan vi ikke byde hverken borgere, erhvevsliv eller de medarbejdere, der skal håndtere affaldet, ” siger borgmesteren.
Containerbaseret forbrænding
Den løsning, kommunen nu arbejder videre med, er et såkaldt ECo Mobile Thermal Waste Conversion System fra det canadisk-amerikanske selskab Eco Waste Solutions.
Anlægget består af tre containere, der kobles sammen til et komplet forbrændingsanlæg med en cirka 10 meter høj skorsten og en højtemperaturforbrænder. Systemet er udviklet til brug i afsidesliggende områder, hvor affald skal håndteres lokalt.
Ifølge producenten kan affaldet forbrændes ved temperaturer på op til 1.000 grader, og udledningerne lever op til internationale miljøstandarder. Løsningen bruges allerede flere steder i verden i områder, hvor det er vanskeligt at få transporteret affaldet væk. Det er fx på militærbaser og i fjerntliggende lokalsamfund.
Borgmesteren bakkes op af formanden for Avannaata Kommunias Tekniske udvalg, Sakio Fleischer (S) og medlem af udvalget fra oppositionen Niels Erik Bro (D).
”Vi har ikke tidligere haft så meget ophobet affald og så store udfordringer med håndtering af affaldet, så vi har brug for nye løsninger,” siger de to medlemmer.
Borgmesteren håber, at Selvstyret vil samarbejde om hurtig godkendelse.
”Vi har tidligere set på denne containerløsning, og den opfylder vores krav til at kunne håndtere affald løbende og på en forsvarlig og bæredygtig måde. Som minimum vil en hurtig godkendelse betyde, at vi kan få købt et par container-forbrændingsanlæg til et pilotprojekt nordpå i kommunen,” siger Lars Erik Gabrielsen.
Kan håndtere affald hele året
Med containeranlæg kan affaldet håndteres løbende lokalt også i vintermånederne. Det gælder både almindeligt husholdningsaffald, natrenovation og døde dyr, som i dag ofte må opbevares i længere tid, indtil det kan transporteres væk.
Under besøget i Skagway blev delegationen vist rundt af Niel Klug, solid waste operator, som står for driften af anlægget.
Han fremhæver blandt andet, at anlægget er relativt enkelt at vedligeholde.
”Vi skifter selv de fleste dele ud, der bliver slidt og vi har hele tiden et lager af reservedele til de dele, der slidt efter 8–10 måneder alt afhængig af, hvor meget vi brænder. Så det er meget sjældent anlægget står stille på grund af nedbrud,” forklarer Niel Klug, Solid Waste Operator hos Eco Solutions, Skagway.
Håber på hurtig godkendelse
I dag kræver affaldshåndteringen i de isramte byer omfattende sortering, oplagring og håndtering i flere måneder, før affaldet kan udskibes.
Borgmesteren håber derfor, at Selvstyret hurtigt vil kunne godkende containerbaserede forbrændingsanlæg, så de første kan etableres i et par af kommunens byer allerede fra næste vintersæson.
”Hvis vi kan få godkendelserne på plads, vil det give os mulighed for løbende at håndtere affaldet lokalt i stedet for at lade det ligge i store bunker i månedsvis” siger borgmester Lars Erik Gabrielsen, Avannaata Kommunia.