Efter en bevæget kirkegang mødtes bygdeboerne i forsamlingshuset, hvor borgmester for Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, holdt en kort tale og udtrykte sin medfølelse til de berørte.
Forsamlingshuset var stuvende fuld, da bygdeboerne efter kirkegangen mødtes over en kop kaffe i bygdens forsamlingshus.
Ved borgmesterens ankomst tidligere på dagen stoppede folk op på vejene i Ukkusissat og bød borgmesteren velkommen, og borgmesteren selv udtrykte sin medfølelse. I forsamlingshuset var det borgmesteren, der bød hver enkelt bygdeboer velkommen med et håndtryk. Folk talte lavmælt sammen, og der var en trykket stemning. Borgmesteren rejste sig og brød stilheden.
- Jeg vil på vegne af kommunalbestyrelsen udtrykke min dybeste medfølelse over for jer bygdeboere. Vi håber, at I vil komme vel over chokfasen og sorgen over det sørgelige, der er sket for jer, siger borgmester Palle Jerimiassen og læste derefter op af kondolencebrevet fra Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Karl Frederik Danielsen:
- Jeg vil i forbindelse med den tragiske hændelse i Ukkusissat på vegne af Naalakkersuisut bringe vores dybeste medfølelse til de efterladtes familier og medborgere. Gid I må modtage styrke i livets videre forløb.
Derefter orienterede fungerende direktør for Forvaltning for Familie Bea Mølgaard Lennert borgerne om, hvilken form for hjælp borgerne kan forvente af akut krisehjælp i den kommende uge, som vil blive fulgt op af yderligere hjælp i november måned.