Kirken var allerede næsten fuld af folk, da kirkeklokken ringede til kirkegang. En mærkbar trykket stemning var følelig. Her og der førtes papirlommetørklæder op til øjnene for at tørre tårerne med sirlige bevægelser. De sidst ankomne måtte se sig nødsaget til at stå ved indgangen, da der ikke længere var ledige pladser på bænkene. Talnumre af træ på en hylde anførte, at der skulle synges to salmer under gudstjenesten. En mand i halvtredserne rejste sig fra sin plads i den bagerste bænk, gik op mod alteret, drejede til højre foran den forreste bænk og åbnede et vindue på klem og gik tilbage til sin plads.
Kommunens kriseberedskab bestående af to hold, borgmesteren og kommunaldirektøren, der deltog i kirkegangen, havde tidligere på dagen holdt briefing med bygdens officielle repræsentanter. Sygehuspersonale, repræsentanten for bygdebestyrelsen, kommunefogeden, skolelæreren og enhver, der havde overskud, havde i de første dage ydet krisehjælp til familiemedlemmer til de forulykkede og til andre bygdeboere, der måtte have behov for det. Alle var mere eller mindre berørte under deres orientering. Nogle måtte sunde sig, mens de kæmpede med at holde tårerne tilbage, og andre lod følelserne få frit løb, mens de talte. Alle var enige om, at især de nærmeste pårørende til de forulykkede var hårdt ramt, hvor nogle fortsat havde svært ved at tro på det skete. En selvbevidst kvinde i fyrrerne fortalte med en klar indlevelsesevne, at eftersom næsten alle var i familie med hinanden, havde det været ekstra anstrengende at skulle yde akut krisehjælp.
- Derfor er det meget betryggende, at I nu er kommet, sagde kvinden med røstende stemme og lod endelig tårerne få frit løb.
De to
hold kriseberedskaber foran kommunekontoret i Ukkusissat.
I bygdens kirke skridtede præst, Thala Samuelsen, langsomt foran menigheden og startede andagten. Den manglende lyd fra kirkeorglet understregede fraværet af en organist. Degnen var rejst fra bygden for at færdiggøre sin uddannelse i byen, og derfor måtte præsten træde til fra Uummannaq. Hendes ord berørte menigheden. En yngre kvinde i tyverne begyndte at hulke med en hørlig lyd. Det var den samme kvinde, der modtog en yngre mand, der var ankommet til Ukkusissat med samme båd som kriseberedskabet, ledsaget af borgmester Palle Jerimiassen. Den yngre kvinde havde kastet sig i armene på den ankomne yngre mand, der senere viste sig at være et nært familiemedlem til en af de tre forulykkede tre fiskere. Længe stod de to unge mennesker i hinandens arme og græd sammen.
I kirken kunne det høres, at den yngre kvinde forsøgte at holde sin hulken tilbage, men indimellem antydede en grådkvalt stemme, at hun fandt det svært at undertrykke sin sorg. Sitrende kroppe og flittig brug af papirlommetørklæder blandt menigheden understregede sorgen over tabet af tre fiskere, hvoraf kun en indtil videre er fundet.
Efter en ceremoniel indledning bekendtgjorde præsten nummeret for salmen, der skulle synges, hvorefter hun begyndte at synge for. Nølende istemte menigheden, og snart fyldtes rummet med en højere syngen af den grønlandske version af salmen ”Nærmere gud til dig”. Om valget af netop denne salme havde været et bevidst valg eller blot var et sammentræf af omstændighederne var ikke til at vide, men netop den engelske udgave af salmen blev spillet af et orkester i den hedengangne Titanic, mens skibet langsomt var ved at synke i havets dyb, efter at være stødt ind i et isbjerg, som menes at stamme ved isbræen ved Ilulissat. Også et isbjerg var årsagen til, at tre blandt bygdens menighed mistede livet ved isbræen Perlerfiup sermia små 30 kilometer inde i fjorden.
Næppe var menigheden nået til midten af den første vers, før den førnævnte hulkende yngre kvinde gav los for sin sorg. I næste øjeblik afløstes hendes hulken af en hørlig og martrende gråd. Gråden blev højere og højere, og et par kvinder istemte med mere tilbageholdte gråd, mens endnu flere sitrende kroppe blev synlige. Den yngre kvinde forsøgte at tøjle sin gråd, men måtte snart overgive sig til sin sorg og begyndte nærmest at græde højlydt. Hendes sorgfulde gråd trængte klart igennem menighedens syngen. I næste øjeblik masede hun sig grædende igennem bænkene fra sin plads og ud mod midtergangen. Det hele skete så hurtigt, at menigheden på de forreste bænke nåede at vende hovedet og så, at den yngre kvinde nær var snublet over sine egne ben, før hun grædende satte af i løb ned ad kirkegangen og ud i det fri. En del af den syngende menigheds stemmer forstummede, og så begynde den yngre kvinde at skrige sin smertensgråd ude foran kirken. Hun skreg sin ensomme smerte ud i stilheden. Selv beboerne i de yderste huse i bygden ville næppe undgå at høre hendes skrig. Kvinden skreg og skreg, mens menigheden fortsat sang. En midaldrende kvinde med ængstelsen malet i ansigtet rejste sig fra bænken, hvor den yngre kvinde havde siddet, og var i næste nu på vej ud ad døren for at komme den skrigende kvinde til undsætning. Den unge kvindes skrigen udefra skar ind gennem den åbne dør, mens menigheden fortsatte deres syngen. Snart ebbede kvindes skrigen ud og var næsten forstummet, da menigheden sang sidste vers af salmen.
Præsten gjorde klar til at fortsætte den ceremonielle kirkegang. En kvinde omkring de halvtreds år, hvis krop havde sitret ustyrligt, mens hun græd lydløst et par bænke foran, lænede sit hoved udmattet på ydersiden af bænken, og en kvinde ved siden af hende strøg trøstende sin hånd langsomt op og ned ad hendes øverste ryg.
Kirkeceremonien lakkede mod enden uden yderligere postyr. Præsten talte om at acceptere livsvilkårene. At fødes og at dø. Hun bad menigheden om at bede fadervor sammen med hende. Da menigheden havde bedt, var der en klar barnestemme, der som den første sluttede bønnen af med en højlydt amen. Præsten sluttede ceremonien ved at velsigne menigheden, og alle rejste sig for at gå.
Udsigten mod havet fra Ukkusissats forsamlingshus. Kirken ses til højre i billedet.
Udenfor på den nederste trin af trappen sad den yngre sørgende kvinde ved siden af den førnævnte midaldrende kvinde, der var fulgt efter hende. Den ældre kvinde strøg hende trøstende på ryggen. Den unge kvinde var faldet til ro og sad med let bøjet hoved, mens menigheden langsomt og andægtigt strøg forbi. Næppe var menigheden nået på højre side af kirken på vej op mod forsamlingshuset, før en kvindes jamrende stemme skar igennem luften inde fra kirken. Menigheden vendte forskrækket hovedet mod kirkevinduerne, men fortsatte bevæget og eftertænksomt og med langsomme skridt op mod forsamlingshuset. Den jamrende kvinde havde nok ventet med at få afløb for sin sorg, til menigheden var gået. Hendes sorgfulde gråd fortsatte et stykke tid.
På internettet står følgende om chok:
Personer i chokfasen kan opføre sig som om de er afsindige, fuldstændig af trit med normale handlingsmønstre og for eksempel skrige, græde uhæmmet, smadre ting eller blive fuldkommen handlingslammede eller overdrevet rolige – situationen taget i betragtning. Chokfasen varer fra få minutter til nogle døgn, og afsluttes med, at den sorgramte er nødt til at erkende hvad der er sket. Typisk vil personen senere have svært ved at huske noget fra denne fase. (https://docplayer.dk/3259520-Sorg-og-krise-chokfasen-er-forholdsvis-kort-selvom-det-for-den-sorgramte-kan-foeles-som-en-evighed-fasen-er-praeget-chokfasen.html)
Borgmester Palle Jerimiassen oplevede kirkeceremonien som rørende. Han forstår folks reaktioner i kirken og fortæller om kirkeceremonien efter jordskredet ved Nuugaatsiaq, hvor den nu tidligere bygd i 2017 blev raseret af enorme bølger, hvor fire mennesker omkom.
- Jeg blev enormt påvirket under kirkeceremonien dengang på grund af de berørtes chokerende opførsler. Der var nogle, som græd uhæmmet og skreg, andre kunne pludselig ikke styre sig, mens andre fik krampeanfald og andre faldt om og besvimede. Denne oplevelse påvirkede min psyke så stærkt, at jeg fik flashbacks, hver gang jeg hørte salmen fra dengang. Pludselig befandt jeg mig i daværende situation og genoplevede seancen fra kirkeceremonien dengang, og jeg kom først over det, efter at have deltaget i mindehøjtideligheden et år efter. Siden kom jeg så meget over det, at vi efter mit ønske sang samme salme til min mors begravelse, fortæller Palle Jerimiassen, borgmester i Avannaata Kommunia.
Efter kirkeceremonien mødtes borgerne i forsamlingshuset, hvor der blev serveret kaffe, te, kager og vand. Her forklarede kommunens kriseberedskab blandt andet, at familien til de forulykkede og borgerne, der måtte få brug for akut krisehjælp, ville blive bistået med hjælp i den kommende uge, og at krisehjælpen vil blive fulgt op i november måned.
Hundenes hylen kastedes tilbage og forstærkedes af de 600-700 meter lodrette bjergvæg omkring hundrede meter øst for bygden.
Efter mødet i forsamlingshuset gik folk stille hver til sit. Udenfor hylede slædehundene sørgmodigt som for at understrege sindsstemningen i bygden med de omkring 150 beboere, og deres hylen kastedes tilbage og forstærkedes af den 600-700 meter lodrette bjergvæg omkring hundrede meter øst for bygden.
På vejen hilste bygdeboerne fortsat venligt udefrakommende med et smil og et hej. Nede på stranden var en ung fanger i færd med at partere en flænset sæl, og et par mænd kiggede på, mens barnebarnet til en af dem var mest optaget af at kaste sten i havet.
- Jeg har som tidsfordrev været ude og fange sæler, så jeg kan have nok forråd af foder til mine hunde, sagde fangeren med udpræget Ukkusissat-accent, mens han erfarent lirkede sin blodstængte kniv igennem knogleleddene på sælen og skar fine kødstykker af.
- Jeg har allerede en næsten fuld kasse af kød, sagde han videre med en hovedbevægelse mod en kraftig plastkasse på 1x1 kvadratmeter, der lå lidt længere oppe på stranden.
En fanger havde netop været ude og fange en sæl, så han kunne have nok forråd af foder til sine hunde.
En anden gruppe fiskere et par meter væk var i færd med at pusle med en boks med en gennemsigtig skærm foran sædet på en jolle. En dreng på omkring ti år fulgte med intens interesse de voksnes arbejde.
- Min far er rigtig god til den slags, sagde drengen, mens hans øjne fulgte faderens hænder, der trykkede på forskellige knapper på boksen.
Snart var boksen med ekkoloddet i funktion igen. Som alle andre fiskere og fangere i Grønland har bygdens mænd lært at reparere udstyr ved at skille tingene ad fra hinanden og derefter samle dem igen. I så langstrakt et land har mange kun mulighed for at sende udstyr til reparation i den nærmeste by eller i værste fald i storbyen Nuuk eller i Danmark.
Mændene reparerer selv udstyr ved at skille tingene ad fra hinanden og derefter samle dem igen.
Længere oppe på stranden lå nogle Pocajoller med kæmpestore påhængsmotorer, som er magen til dem, som de forulykkede ejede. De enorme hestekræfter er nødvendige for bygdens driftige fiskere til at transportere fangsten over enorme strækninger. Samme hestekræfter kunne ikke strække til, da de nu omkomne fiskere forsøgte at slippe væk fra enorme bølger, der rullede efter isbræens kælven. Derfor flager bygdens fiskeanlæg også halvt som andre huse.
Pocajoller med kæmpestore påhængsmotorer ligger side om side på stranden.
Tekst og foto: Káte Hansen, khan@avannaata.gl