Markus Jensen, der blev kåret som årets idrætsmand i Nordgrønland 2019, havde indtil i går været på narhvalsfangst og havde været med til at fange en del narhvaler. Én af de vigtige indtægtskilder, han som fanger og fisker er afhængig af.
Markus har siden barndommen pendlet frem og tilbage mellem Saqqaq og Ilulissat, for at gå til træning. Godt 200 kilometer tur-retur. Sejlturen den ene vej kunne tage over to timer afhængig af vejr og bølger. Hans far kunne nemt sejle flere gange om ugen, så sønnen kunne komme til Ilulissat for at gå til træning. Da Markus kom i teenagealderen, fik han sin egen båd, og hans pendling mellem bygd og by fortsatte.
- Jeg tænker ikke så meget på, hvad jeg har opnået på det sportslige plan, og jeg blev derfor lidt overrasket, da jeg fik meldingen om at være blevet kåret som årets idrætsmand. Jeg tænkte også tilbage på mine forældres og min samlevers opbakning, og hvad jeg især har opnået sidste år, siger Markus Jensen.
Går ud over hans indtægtskilde
I Nagdlúnguaĸ’s indstillingen af Markus Jensen som Årets Idrætsmand i Nordgrønland 2019 står der blandt andet:
- Det er ikke let at dyrke fodbold på højt niveau, hvis man driver fangst og fiskeri som erhverv, især når man bor i en lille bygd, og man er nødt til at sejle mange kilometer for at gå til træning. Derfor nominerer vi Markus for hans indsats som rollemodel, som han viser med stor velvilje.
Årets idrætsmand er enig i, at det kan være en kamp at skulle få sit erhverv som fanger og fisker til at gå op i en højere enhed.
- Det går ud over min indtægtskilde, når jeg samtidig skal passe sporten. Jeg bruger jo meget tid på at træne, og når jeg ikke kan gå på fangst eller fiskeri, så mister jeg noget indtægt, og det kan være enerverende engang imellem, siger Markus Jensen.
Det gik ikke stille for sig, da bygdeboerne i Saqqaq fejrede Markus for hans bedrift. Det skete i forbindelse med et årligt tilbagevendende sammenkomst den 28. december.
- Over halvdelen af Saqqaq’s beboere på godt 130 var til stede ved arrangementet, der varede fra klokken 18.00 til 21.00. Her blev Avannaata Kommunias kåring af Markus Jensen som årets idrætsmand bekendtgjort. Vi spiste sammen, og der var forskellige former for underholdning, og sammenkomsten blev afsluttet med fyrværkeri, siger Susanne Nielsen, der er socialmedhjælper i Saqqaq.
Årets Idrætsmand 2019 kan allerede nu vise sit værd på sit CV. Han fik sammen med sit hold Nagdlúnguaĸ sølv i Grønlandsmesterskaberne i futsal, grønlandsmester med samme hold i udendørs fodbold i 2019, blev på baggrund af lytternes sms-stemmer kåret af KNR som ”Årets fodboldspiller” ved grønlandsmesterskaberne samme år og blev samme år kåret af dommerne som GM’s bedste tekniker i fusal-kampen i Nuuk.
Det spirende fodboldtalent er derfor ikke gået ubemærket hen i Grønlands Boldspil Union, som i 2017 udtog ham til blive en del af det grønlandske futsallandshold.
Markus er samlevende med Luuiisa Hansen, og de har sammen to børn. Om sine fremtidsplaner siger han:
- Jeg vil fortsat gerne dyrke sporten, og især er jeg opsat på at forsvare det, jeg opnåede sidste år, og jeg glæder mig helt sikkert til at spille futsal på hjemmebane til sommerens Nordic Cup i Nuuk, hvor flere nordiske lande skal deltage.
Tekst: Káte Hansen, khan@avannaata.gl
Foto: Susanne Nielsen