airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Borgermøde om Isfjordscenteret

Borgerne i Ilulissat er inviteret til borgermøde om Isfjordscenteret, hvor der vil blive fortalt om status for byggeriet, og hvor borgerne vil kunne stille spørgsmål til et panel, der repræsenterer Realdania By & Byg, Selvstyret, Avannaata Kommunia, KJ Greenland og Rambøll.
1. september 2020
Byggeriet af Isjordscenteret skrider frem, og hvis alt går efter planen, vil byggeriet stå klar om godt et års tid. Derfor inviteres borgerne til borgermøde om Isfjordscenteret på torsdag den 3. september, der vil blive afholdt i kulturhuset Sermermiut.

- Det er vigtigt for bygherren og os i kommunen, at borgerne føler ejerskab for Isfjordscenteret, som helt sikkert vil blive omdrejningspunktet for turisternes besøg i kommunen. Vi finder det derfor vigtigt, at borgerne er velunderrettede om byggeriets status og i det hele taget er orienterede om, hvad byggeriet skal bruges til, siger borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, der blandt andet vil holde en velkomsttale under borgermødet.

Byggeriet kræver is i maven
På torsdag den 3. september vil der være to oplægsholdere, når borgermødet starter kl. 19.00 i kulturhuset Sermermiut. Frants Frandsen, der er arkitekt og projektleder for Isfjordscenteret på vegne af Realdania By & Byg, vil holde oplæg om byggeriet af Isfjordscenteret, og Pauline Knudsen, der er leder af Greenland Visitor Center, vil holde oplæg om udstilling og drift af Isfjordscenteret.
- Når man bygger nord for polarcirklen, er det altid forbundet med en forudsigelig grad af uforudsigelighed og risici i de korte byggesæsoner og det barske klima. Ilulissat Isfjordscenter er projektet, som kræver is i maven og millimeter præcision i tilrettelægning og udførelse af en kompleks og udfordrende bygningsgeometri med vredne former og dobbeltkrumme overflader. Trods de mange udfordringer skrider byggeriet planmæssigt fremad og er nu godt på vej mod slutspurten med forventet færdiggørelse I sommeren 2021, siger Frants Frandsen fra Realdania By & Byg, som er bygherre for Isfjordscenteret.
Efter oplæggene får borgerne mulighed for at stille spørgsmål til panelet, der består af borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, Frants Frandsen, arkitekt og projektleder, Realdania By & Byg, Pauline Knudsen, leder af Greenland Visitor Center, Selvstyret, Karl Jensen, direktør i KJ Greenland samt Jørn Abelsen-Hansen, ingeniør, Rambøll.

Der vil blive serveret kaffe, te, vand og småkager under borgermødet.

Hent programmet for aftenen her.

Tekst: Káte Hansen, khan@avannaata.gl
Foto: Arkiv