Efter at have fået afslag fra miljøfonden, to år i streg, på deres ansøgning om økonomisk støtte til oprensningsprojektet, valgte de to medlemmer af IAAP i Ilulissat, Aabili Lange og Haansi Ortu Sandgreen, at skaffe midler selv, bl.a. gennem Halibut, Royal Greenland og Avannaata Kommunia, og selv stå for at koordinere oprydningsarbejdet.
De fik samlet midler sammen til at kunne leje et skib og en jolle, og med hjælp fra frivillige har de indsamlet store mængder spøgelsesgarn, dvs. gamle fiskenet og liner, der ligger på havbunden. Meget af det stammer fra net, der er blevet rykket i stykker, eller fri pga. isen.
Som anerkendelse af deres store arbejde, fik de to derfor tirsdag den 1. december, overrakt et diplom og en check hver, fra Jess Svane, Naalakkersuisoq for Arbejdsmarked, Forskning og Miljø.
Tilstede var også borgmester for Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, der også gav et par rosende ord.
De to unge koordinatorer ved ikke præcis hvor meget de har samlet sammen, men der er ingen tvivl om at det er meget.
- Vi har ikke haft mulighed for at veje det, men indtil videre vil jeg tro vi har samlet hvad der svarer til omkring 25 bigbags, fortæller Aabili Lange.
De håber at kunne rejse yderligere midler til arbejdet, og på sigt kunne leje flere skibe og joller til oprydningen.
Tekst: Nikolaj Sander
Foto: Nikolaj Sander