airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Til kaffemik med Dronning Margrethe

Repræsentanter fra Ilulissats foreningsliv var inviteret til kaffemik under dronningens besøg. Elin Andersen, Arnat Peqatigiit, sad sammen med borgmester Palle Jerimiassen og formanden for foreningen Qajaq, Pia Jensen til bords med Dronning Margrethe.
20. oktober 2021

- Det var selvfølgelig spændende at sidde til bords med hende, vi talte om Isfjordscenteret, om hendes hundeslædeture, den grønlandske qajaq, som hun blev særligt glad for at høre at Qajaq foreningen benyttede den grønlandske traditionelle qajaq. Hun syntes, at det var godt at spejderne her i byen blev startet op igen, hun vidste ikke spejderbevægelsen har stået stille i så mange år på Grønland. Vi talte også om snescooterkørsel, nordlys og de fantastiske flotte farver der er på himlen for tiden, der blev også grinet ind imellem. Det var en kort kaffemik med et bredt indhold, fortæller Elin Andersen.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe ankom fredag den 8.oktober til Ilulissat. Her bød formand for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede hende velkommen til Grønland, sammen med Borgmester Palle Jerimiassen.

Hendes majestæt Dronning Margrethe besøgte derfra Isfjordscenteret, hvor hun fik rundvisning på udstillingen ”Sermeq pillugu oqaluttuaq – Fortællingen om is”, ved Johan Carlsson.

Sejltur til is fjorden

Hendes Majestæt Dronning Margrethe var senere på eftermiddagen ude og sejle med Formand for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede og Borgmester i Avannaata Kommunia Palle Jerimiassen.

Sejlturen varede knap halvanden time, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe oplevede Ilulissat           Is fjord, hvor også to pukkelhvaler kom til syne.

- Vi er meget beæret og glade for at få besøg fra Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Vi ved at hun holder meget af Grønland, og vi er meget stolte af, at kunne vise vores smukke by og fantastiske natur frem, siger borgmester Palle Jerimiassen. 


Tekst og foto: Nita Larsen Njla@avannaata.gl