Eqaluks udmeldinger er korrekte, ja, vi har store udfordringer, som vi skal have løftet indenfor børneområdet. Vi har en enorm tung opgave. Vi påtager os ansvaret og vi løber heller ikke fra ansvaret.
Vi gør en kæmpe fælles indsats for at løfte opgaven, og vi må erkende, at udfordringerne er meget store og meget komplekse. Lad os samarbejde for at løse opgaverne; i stedet for at pege fingre af hinanden.
Fra Kommunens side har vi igennem flere år gjort en massiv indsats på området og der er ligeledes blevet brugt masser af midler og arbejdskraft fra kommunens side. Avannaata Kommunia bruger over kr. 200.000.000 om året til børneområdet nu. Derfor mener jeg, at udmeldingerne om, at der ikke bliver gjort noget ikke er i trit med virkeligheden. Når man laver så bastante udmeldinger, så må man også komme med forslag til, hvordan vi kan gøre tingene anderledes og bedre.
Vi erkender, at de indsatser, vi har lavet indtil nu, ikke har været tilstrækkelige, men vi siger også, at vi til dagligt kæmper en stor kamp for at forbedre børnenes vilkår.
Husk på at vi alle sammen har værdi som mennesker. Lad os hellere tage hinanden i hånden og pege indad på os selv og spørge os selv, hvad vi selv kan gøre og hvad vi selv gør nu ved de udfordringer, der er.
Lad os hellere samarbejde om at finde et fælles fodslag for at overkomme de udfordringer, der er og tænke på, hvordan vi selv kan være med til at ændre på forholdene.
Lad os sige til hinanden, at vi alle sammen har værdi og er lige vigtige. Vi laver fejl alle sammen, heldigvis lærer vi af de fejltagelser, vi selv laver og kommer videre i livet med de nye erfaringer, vi har fået. Det vigtigste er, at vi kan se os selv i øjnene og elske os selv og på den måde komme videre i livet.
Samfundet, dig og mig, vi anser os selv som værende et stærkt folkefærd, ja, vi vil gerne være stærke.
Et stærkt samfund, opdrager børn ved at sætte pris på dem og passer godt på dem og sørger for et godt fremtid for børnene.
Et stærkt samfund, du og jeg, os alle sammen, arbejder sammen for at forhindre, at et barn bliver krænket og sender et stærkt signal om, at man ikke accepterer krænkelser af børn.
Ved at hjælpe hinanden, samarbejde, og ved at vise vejen, og at kræve af hinanden, kan vi som et stærkt samfund gøre noget ved at kontakte myndighederne, hvis vi lægger mærke til eller fatter mistanke om krænkelser, og lover hinanden at vi aldrig vil acceptere krænkelser af børn i vore byer og bygder.
Krænkelse af børn er ikke kulturelt betinget, ej heller er det en norm i samfundet. Krænkelse af et barn er en ødelæggelse af et barns fremtid, og er en svækkelse af samfundet, for dig, mig, for os alle sammen. Det er en afskyelig kriminel handling og vi skal alle sammen betragte det som værende det mest afskyelige kriminelle handling, man kan gøre.
Krænkerne skal på baggrund af deres kriminelle handlinger straffes, og den lovgivende forsamling skal arbejde for, at retssystemet kan handle hurtigt og hurtigere end nu. For det kan ikke være rigtigt, at folk, der har begået krænkelser mod børn, kan få lov til at blive i de steder, hvor de har begået deres kriminelle handlinger i meget lang tid. I yderdistrikterne kan man komme ud for, at en krænker kan blive i bygden eller i byen i en lang periode, da politiet først kan behandle sagen, når de får tid, det er uacceptabelt.
Vi må også erkende, at de tiltag, vi indtil nu har lavet, ikke har medført mærkbare resultater, for disse problematikker er stadigvæk eksisterende og sågar vokser. Vi må lave en gennemgribende gennemgang af vores arbejdsgange og vi må tænke i nye baner for at få ændret vores arbejdsgange og arbejdsmetoder. Der er noget, som ikke er lykkedes og det er meget vigtigt, at vi erkender det.
Der er også et vigtigt spørgsmål, som vi er nødt til at tage med i diskussionen, hvorfor er det altid kommunens skyld, når der sker krænkelser, hvor er krænkerne henne, hvorfor er det ikke deres skyld, det er jo dem der krænker børnene, hvor er den personlige ansvar henne og hvor står resten af befolkningen henne?
Der er noget grueligt galt, vi må som samfund stille os det spørgsmål, om vi som samfund er blevet så svækkede, at vi ikke længere kan varetage ansvaret over for vores egne børn. Er det kun det offentlige, der kan løse opgaven?
Sagens kerne er jo, at krænkelserne sker i hjemmene og det er de enkelte menneskes afskyelige adfærd, der er årsagen til det hele og det er krænkerne selv, der totalt skal ændre adfærd og straffes for deres forbrydelser. Hvis krænkerne ikke ændrer adfærd, vil problematikken altid vende tilbage, uanset hvor mange resurser myndighederne bruger på forebyggelse og andre tiltag.
Vi vil meget gerne bruge mange resurser og kræfter for at bekæmpe misbrug og krænkelser og derfor er vi også meget glade for, at der er nogen i samfundet, der nu også har fået nok og vil gerne være med til ændre på tingene og vi vil meget gerne samarbejde med jer.
Med venlig hilsen
Palle Jerimiassen
Borgmester
