Hårdt at være i hjemmekarantæne efter tjenesterejse

Beslutningen om at Aka skulle i hjemmekarantæne blev truffet af hans chef. Det skete netop som corona-udbruddet i Danmark startede, og forholdsreglerne blev skærpede dag for dag. Det samme skete i Grønland. Dengang kendte man kun begrebet ”hjemmekarantæne” i Grønland i forbindelse med corona-smitten.

Aka fik besked på, at han midlertidigt ikke måtte komme på arbejdspladsen og måtte være i hjemmekarantæne i 14 dage, når han vendte tilbage fra tjenesterejse. Da der ikke var ledige vakantboliger i kommunen, traf Aka og hans familie beslutningen om, at hans samlever og søn på otte år midlertidigt skulle bo hos Aka’s forældre, så han kunne være i hjemmekarantæne i sit og familiens hus. Det var en ny oplevelse for ham og hans familie, som de grinede lidt af i starten. Senere skulle de erfare, at så let skulle det ikke gå.

Savnede hinanden utrolig meget
- Det var hårdt at måtte være adskilt fra sin familie. Især den første uge var rigtig slem, og vi savnede hinanden utrolig meget. Selvom vi boede tæt på hinanden, kunne vi ikke være sammen. På et tidspunkt kunne min samlever ikke bære det længere, og sagde, at nu flyttede de altså hjem. Men vi snakkede det igennem og blev enige om, at vi var nødt til at efterleve påbuddet om min karantæne. På grund af min stilling som skoledirektør var jeg også meget bevidst om mit ansvar og havde besluttet at efterleve påbuddet om karantæne. Samtidig ankom vores datter, der måtte tage hjem fra sin GU-uddannelse. Jeg havde jo netop været på tjenesterejse i 14 dage, og at skulle være adskilt fra min familie i yderligere 14 dage var virkelig hårdt. Selvom vi holdt kontakten dagligt på FaceTime og på andre måder, var længslen der hele tiden, husker Aka.

Allerede under tjenesterejsen valgte Aka at isolere sig.

- Opholdet i Danmark var ikke til at holde ud. Jeg isolerede mig på mit hotelværelse i den sidste uge, undlod at køre med metro, fik maden bragt på mit værelse og gik korte ture udenfor hotellet. Når jeg forlod værelset for at spise morgenmad i hotellets restaurant, sad alle hotelgæsterne langt fra hinanden. Når nogen hostede, drejede alles hoveder i retningen af den hostende. Allerede dengang lavede jeg mine egne forholdsregler. Jeg tog ikke elevatoren, men tog trappen, vaskede hænderne ofte, og i det hele taget undgik jeg folk, fortæller Aka.

Aka var på tjenesterejse sammen med tre andre skoledirektører, som også valgte at isolere sig. De skulle have været rejst til Bruxelles og holde møde med repræsentanter fra EU om en partnerskabsaftale med skolerne i Grønland til en værdi på over 200 millioner kroner. Rejsen måtte aflyses, fordi Bruxelles blev lukket ned. I stedet blev der taget beslutning om, at mødet skulle foregå gennem Skype i Grønlands Repræsentation i Danmark, som heller ikke blev til noget på grund nedlukninger alle steder på grund af coronasituationen. Mødet er derfor udsat indtil videre.

Følte sin sundhedssikkerhed truet
Trods forholdene under sin selvisolation på hotellet følte Aka sig nogenlunde sikker, og det var først da han skulle tage tilbage til Grønland, at han begyndte at føle sin sundhedssikkerhed truet. Da han skulle tage ud til lufthavnen, valgte han at gå, fordi han ikke ville køre i taxa på grund af smittefaren. Først da han havde gået et godt stykke fra centrum og væk fra folk, steg han på metroen til lufthavnen.

- Jeg havde ikke fået nogen symptomer på smitte. Jeg tænkte på en tidligere information om, at hvis man bliver smittet med corona, så kan man ikke smitte andre i omkring to dage, og de første symptomer kunne vise sig efter en uge. Jeg ventede på at få symptomer af den ene eller anden art, hvilket var bekymrende, men jeg trøstede mig med, at jeg er sund og rask. Da jeg skulle af sted til Danmark, havde jeg sagt til min familie, at hvis jeg skulle blive smittet, så skulle jeg i isolation bagefter, og så ville det gå over. Dengang var der kun tre smittede i Danmark, og da vi skulle tage tilbage til Grønland, var antallet af smittede eksploderet.

- Turen ud til lufthavnen og i flyet på vej til Grønland var langt fra betryggende. Folk gik langt udenom mig. Jeg kunne mærke på personen, jeg sad ved siden af mig i flyet, at vedkommende ikke var tryg ved, at jeg sad ved siden af ham. Han sagde eksempelvis halvt i spøg, halvt i alvor, at jeg skulle lade være med at ånde i retningen mod ham og ikke kigge på ham. Jeg tænkte, at han sagde det i alvor, og at det måtte jeg bare acceptere, siger Aka.

Kunne kun betragte hinanden på afstand
Aka er ofte på tjenesterejse og er derfor vant til at tage ud til lufthavnen alene uden familien, og hans familie henter ham heller ikke efter endt tjenesterejse. Men på grund af den forestående hjemmekarantæne kørte hans familie ud mod lufthavnsvejen og parkerede ved en parkeringsplads et godt stykke fra lufthavnen, for at byde ham velkommen.

- Vi var i forvejen blevet enige om, at min familie ikke skulle tage ud til lufthavnen på grund af coronarestriktionerne. Da jeg ankom til parkeringspladsen, kunne jeg og min familie ikke komme tæt på hinanden, og vi kunne kun betragte hinanden på afstand. Det var en meget mærkelig oplevelse, men man kunne bare ikke vide sig sikker. Nogen fra min samlevers familie var jo også i risikogruppen, og derfor var vi ekstra forsigtige. Det var som om, at jeg var til fare for andre. Da jeg var i færd med at køre i hjemkarantæne, kunne jeg ikke gøre andet end at vinke bedrøvet farvel til min familie, der sad i bilen, beretter Aka.

Hjemme i karantæne skrev Aka i sin facebook og forklarede sin situation, hvilket blev modtaget med forståelse. Derefter begravede han sig i arbejdet. Som den højest ansvarlige for skolerne i Avannaata Kommunia skulle han udfærdige en beredskabsplan for skolerne og skulle samtidig lave en lukkeplan for skolerne samt lave en undervisningsplan under lukningen af skolerne. Samtidig holdt han adskillige møder med departementerne, sin egen forvaltning og med andre kommuner. Med arbejdet kunne han holde tankerne om corona på afstand. Dagtimerne var forbeholdt møder, og aftentimerne brugte han på at skrive. Han arbejdede uden skelen til uret, som han fandt meget motiverende. Men så dalede produktiviteten efter en uge.

- Selvom jeg fortsat havde masser af opgaver, blev jeg mere og mere demotiveret. Det kom nok af ensomheden. Jeg begyndte at føle mig ensom, og min produktivitet dalede. Min chef ringede og spurgte, hvornår jeg kunne færdiggøre mit arbejde. Jeg anstrengte mig for at klø på, men færdiggjorde først mit arbejde, efter at jeg var kommet på arbejde igen, fortæller Aka.

Aka mener, at hvis man skal være i hjemmekarantæne og hvis opholdet skal være tåleligt, er det meget vigtigt, at man har noget at tage sig til. Om befrielsen fra hjemmekarantænen siger han:

- Det var rigtig rart, da min familie vendte hjem igen, og vi hyggede os rigtig, men vi kunne selvfølgelig ikke kramme hinanden og skulle fortsat være påpasselige med at komme for tæt på hinanden på grund af forholdsreglerne fra landslægeembedet og Naalakkersuisut. Men det er rigtig rart at vi er sammen igen. Og det er også rigtig rart at kunne komme på arbejde igen.

Aka fik aldrig taget prøver for coronasmitte.

Tekst: Káte Hansen, khan@avannaata.gl
Fotot: Aka Grønvold